Hvor meget strøm bruger en varmepumpe?

 

Varmepumper — Energieffektiv opvarmning

Varmepumper er i dag mere populære end nogensinde før. De er energieffektive, fleksible og pålidelige. Og i en tid hvor klimaet og miljøet aldrig har fyldt mere, end det gør i dag, er skiftet til en varmepumpe ikke kun et praktisk og økonomisk valg, men også et miljømæssigt valg.

I modsætning til mange andre opvarmningsmetoder, som f.eks. olie- og gasfyr, så bruger en varmepumpe nemlig strøm, der som bekendt kan genereres på mere klimavenlige måder, f.eks. via vindmøller og solceller. Men hvor meget strøm bruger en varmepumpe egentlig? Og hvad koster en varmepumpe i drift? Det, og meget mere, vil vi se nærmere på i det følgende.

 

Hvad er en varmepumpe, og hvordan fungerer den?

Inden vi dykker nærmere ned i, hvor meget strøm en varmepumpe bruger, skal vi have slået fast, hvad en varmepumpe egentlig er. For selvom varmepumper ikke just er en ny opfindelse, så er det nyt, at de fylder så meget i energilandskabet, som de gør i dag. Derudover har varmepumper udviklet sig markant inden for de seneste år.

En varmepumpe er et elektrisk apparat, der er udviklet til at flytte varme fra ét sted til et andet. Varmepumper bruges typisk til at opvarme huse, men kan også bruges til at nedkøle rum.

Varmepumper fungerer ved at tage varmen fra luften, jorden eller vandet udenfor og flytte den ind i huset, når det er koldt, for at varme huset op – eller omvendt for at nedkøle det. Det, der bl.a. gør varmepumper så effektive, er, at man kan sige, at de på mange måder flytter varme snarere end at producere den, hvilket gør dem til en mere energibesparende løsning end mange andre opvarmningsformer.

Der findes flere forskellige typer varmepumper, der er designet til specifikke formål. De to mest almindelige typer er luft-til-luft og luft-til-vand varmepumper

Luft til luft varmepumpe

En luft til luft varmepumpe opsamler varmeenergi fra luften udenfor og bruger den til at varme luften op indenfor. Denne type varmepumpe er velegnet til steder, hvor der primært er behov for opvarmning og køling af luften. Luft til luft varmepumpen er ideel til rum i helårsboliger, sommerhuse, annekset, garage og kontoret, uanset om det er nybyggeri eller en ældre bolig.

Det smarte ved luft til luft varmepumper er bl.a., at de er nemme at installere og ikke kræver tilkobling til husets vandforsyning.

Læs mere om luft til luft varmepumper

Luft til vand varmepumpe

Denne type varmepumpe opsamler også varmeenergi fra luften udenfor, men bruger den i stedet til at opvarme vand, som derefter kan bruges til rumopvarmning via f.eks. radiatorer eller gulvvarme samt til at levere varmt brugsvand til boligen.

Luft til vand varmepumper anvendes ofte i boliger, der har brug for både opvarmning af boligen og til varmt vand. De er ligeledes ideelle til større systemer, som dem der f.eks. anvendes i erhvervsbygninger.

Hvor stort er strømforbruget for en varmepumpe?

Nu hvor vi ved, hvad en varmepumpe er, og hvordan de forskellige typer fungerer, er det tid til at se nærmere på, hvor meget strøm de så bruger.

Det korte svar er, at det afhænger af en række faktorer. Det værende bl.a. typen af varmepumpe, størrelsen af varmepumpen, effektiviteten af den konkrete model og ikke mindst de opvarmnings- og kølebehov, der er i den bolig, som varmepumpen er installeret i. Så hvor meget strøm bruger en varmepumpe egentlig?

Der er heldigvis lavet nogle generelle beregninger og estimater på, hvor mange kWh en varmepumpe gennemsnitsligt bruger om året i et almindeligt dansk parcelhus, som vi kan læne os op ad. Ifølge disse beregninger bruger en luft til luft varmepumpe ca. 3-4.000 kWh i gennemsnit om året, og en luft til vand varmepumpe bruger ca. 5-6.000 kWh i gennemsnit om året.

Det er dog vigtigt at understrege, at disse tal kan variere, alt efter hvor godt isoleret huset er, og hvor stort dit varmeforbrug er. Dette vil dog gælde uanset hvilken opvarmningstype, der anvendes.

En god måde at få en indikation af, hvor mange penge du kan spare ved at skifte til en varmepumpe fremfor din nuværende varmeløsning, er ved at anvende vores varmeberegner. Her indtaster du din nuværende opvarmningstype, dine årlige varmeudgifter, hvorefter du vil få et estimat på, hvor mange penge du kan spare hvert år ved at skifte til en energieffektiv varmepumpe.

Hvor mange kWh bruger en varmepumpe om dagen?

Nu hvor vi ved, hvor mange kWh en varmepumpe ca. bruger om året, kan vi forholdsvis let regne ud, hvor mange kWh en varmepumpe bruger om dagen i gennemsnit. Vi ved nemlig, at en luft til luft varmepumpe bruger 3-4.000 kWh om året, og at en luft-til-vand varmepumpe bruger ca. 5-6.000 kWh om året. Det svarer til henholdsvis 8,2 til 10,9 kWh om dagen for en luft til luft varmepumpe og 13,6 til 16,4 kWh om dagen for en luft til vand varmepumpe.

Prisen på en kWh svinger, men ligger typisk på mellem 2,5 og 3 kr. ved et årligt forbrug på 4.000 kWh. Dermed er det relativt nemt at regne ud, hvad det ca. vil koste årligt, hvis din primære varmekilde er en varmepumpe. Dog skal man her huske, at man eventuelt kan få reduceret elafgift for forbruget over 4.000 kWh om året. Det betyder, at den reelle kWh-pris er markant lavere, hvis ens primære varmekilde er en varmepumpe. Du skal registrere i Bygnings- og Boligregisteret, BBR, at den primære opvarmningskilde i din bolig er en varmepumpe for at få den reducerede elafgift. Selve afregningen foregår gennem dit el-selskab, som derfor skal oplyses herom.

Hvad koster en varmepumpe i drift?

Der kan ikke være nogen tvivl om, at en varmepumpe er en særdeles billig løsning til opvarmning af boligen – særligt med høje priser på fossile brændsler i mente. Men hvad koster en varmepumpe i drift? Varmepumper anses generelt for at være meget økonomiske i drift sammenlignet med traditionelle varmeløsninger som f.eks. olie- og gasfyr.

Med udgangspunkt i priserne fra oktober 2024, så er jordvarme og luft til vand varmepumper driftsmæssigt, ifølge Videnscenteret Bolius, de billigste måder at opvarme en bolig på pt. (Kilde: https://www.bolius.dk/det-koster-de-forskellige-opvarmningsformer-887)

Vær opmærksom på varmepumpens virkningsgrad, når du vælger varmepumpe. Jo højere virkningsgrad varmepumpen har, jo mere effektiv er den og jo lavere energiregning får du. Virkningsgraden kan angives på forskellige måder — COP og SCOP. Læs mere om disse betegnelser her.

Vi håber, at du er blevet klogere på, om en varmepumpe kan være den ideelle løsning for dig og din bolig, og har fået besvaret dine spørgsmål om ’hvor meget strøm bruger en varmepumpe’. Uanset om du ønsker at reducere din klimapåvirkning, eller blot ønsker at mindske dine månedlige varmeudgifter – eller begge dele, så kan en varmepumpe meget vel være svaret.

Sidst opdateret 3. februar 2025

Kontakt din nærmeste Kinnan forhandler
og få et godt tilbud